Helligåndskirken

Helligåndskirken i Faaborg er en gammel klosterkirke, som er opført i årene efter 1478, da klostret grundlagdes, og frem til omkring 1525. Selve klostret blev revet ned efter reformationen i 1530'rne. Siden 1539 har kirken fungeret som sognekirke til erstatning for den gamle Sct. Nikolai kirke, som lå oppe ved Klokketårnet.

Denne kirke fra Valdemartiden blev nedrevet omkring 1550, og kun Klokketårnet blev bevaret, for at dets klokker kunne kalde til gudstjeneste, begravelse, bryllup etc. i Helligåndskirken. Dette samarbejde mellem klosterkirken og tårnet har bevirket, at faaborgenserne har kunnet prale med at eje verdens længste kirke, for hvor er der større afstand mellem alter og tårn end netop i Faaborg.

Arbejdet med at opføre kirken og klosterbygningerne er sikkert påbegyndt omkring 1480. Først rejstes kirkens kor og nordre sideskib (mod Sundet) i munkeskifte. Nogenlunde samtidig har man taget fat på opførelsen af den østre klosterbygning, som havde gavl op til kirkens kor. På korets nordmur ses hvælvinger og spor af tilmurede døre, der viser, at klosterfløjen har haft to hvælvede etager. I hjørnet mellem koret og sideskibet ser man desuden en svær murpille, hvori er indbygget en vindeltrappe, som har forbundet de to etager med hinanden. På samme side af kirken skal man desuden bemærke en tilmuret spidsbuet åbning i den ende af sideskibet, som er nærmest indgangen ved Kirkestræde. Åbningen er en mulig forbindelse mellem kirken og klostrets vestfløj.

 Kirken er på en gang et både mærkværdigt og storslået bygningsværk. Det langstrakte kor passer egentlig ikke særligt godt til det tresidede skib, der for midtskibets vedkommende lider under, at det ikke blev bygget så højt, som det oprindelig må have været planlagt. Nu går sideskibenes tagflader næsten i et med højkirkens tag, hvis vinduer da også er tilmurede. Betagende virker også pinaklerne eller tinderne, som er anbragt på kamtakkerne. Den lille tagrytter på skibets østre ende bærer i vindfløjen årstallet 1794, hvilket år den sikkert er fornyet. Helt tilbage til 1500-årene har man kendskab til, at kirken har været forsynet med et spir.

Når man i dag træder ind i kirken, bemærker man straks den harmoni, der behersker det lange rum. Det meste af inventaret stammer fra en istandsættelse af kirken i 1858.

Blandt det øvrige inventar er der grund til at nævne alterbilledet af W. Marstrand, som købmand L.P.Voigt skænkede kirken i 1855 i anledning af sit guldbryllup. Langs korets vægge findes senmiddelalderlige korstole, der mellem sæderne er forsynet med morsomme ansigtsmasker. Fra samme tid er det smukke skab med stavværksornamentik, som står ved søndre sideskibs nordvæg. Skabet antages at stamme fra den nedbrudte Set. Nikolai kirke ved Klokketårnet, og det samme gør sikkert den romanske granitfont. Om døbefonten kan det yderligere oplyses, at den indtil 1917 stod som vandtrug ved pumpen i alderdomshjemmets gård.